Agernæskanalen

På det smalle sted mellem Helnæs Bugt Nørrefjord og Lillebælt ved strandsøen Vejle Grave findes en gammel kanal, som engang forbandt fjorden med bæltet. I folkemunde omtales kanalen som gravet af fortidens fiskere i Brydegård og Brunshuse med det formål, at de let kunne sejle deres joller fra og til de to fiskevande.


Især om vinteren er Agernæskanalen synlig i landskabet.


Vores opmålinger på stedet viser at kanalen oprindeligt var ca. 150 til 200 m lang og 11 m bred med en vanddybde for gennemsejling på 1,5 m


En grundig research, blandt andet i historiske kort viser, at kanalen ikke har været farbar de seneste 400 år, fordi den var blokeret dels af strandvolden i vest og dels af jordfaste vejoverføringer. Samme research i kildematerialet viste, at der ikke fandtes en bofast heltids fiskerbefolkning i området for 400 år siden. Det som omtales i folkemunde er således ikke troværdige udsagn om kanalens oprindelse. Kanalen ligger i Dreslettte sogn. Stednavnet fortæller, at der tidligt har været et skibsdrag på stedet. Dette og andre kilder indikerer, at Agernæskanalen kan være anlagt i vikingetiden eller tidlig middelalder. En beregning af tidsbesparelsen for et vikingeskib bestemt for en nordgående rejse i Lillebælt viser at skibet under visse vejrforhold kan spare en hel dagsrejse, ved at benytte kanalen i stedet for at omsejle Helnæs gennem bådeløbet ved Faldsled.

Vikingetidens skibsdrag og kanalbyggeri er kendt fra for eksempel Helgenæs og Kanhave på Samsø. Vil du vide mere om Agernæskanalen henviser vi til bogen Hvidbjørns rejser IXX
Vores påvisning af Agernæskanalen er indberettet i 2008 blandt andre til Museerne i Odense, som vil forestå fremtidige arbejder med en nøjagtig datering af Agernæskanalen.

 
<< Tilbage