Søspærringen blev grundigt undersøgt af marinarkæologer under ledelse af Ole Crumlin-Pedersen i 1972. Man konkluderede den gang, at spærringen bestod af parvist nedrammede pæle, hvor over der var smøget løse flydeplanker.

I vinteren 1999- 2000 drev en stor mængde materiale af gammelt vandrullet træ ind på stranden på samme lokalitet. Vi tolkede træmaterialet som rester fra spærringen.

Det ilanddrevne tømmer var af en anden form end det kendte, og vi begyndte at tvivle på rigtigheden af Crumlin-Pedersens tolkning. Blandt andet fordi vore studier af bevarede pæle og planker ikke udviste slidmærker efter plankens bevægelser i bølgerne, og fordi vore erfaringer med træ i vand sagde os, at træet hurtigt drikker vand og går til bunds. Derfor fremstillede vi i sommeren 2001 nøjagtige kopier af to pæle og en planke og satte dem ud på lokaliteten, hvor den oprindelige spærring stod.

Forsøget forløb sådan, at flydeplanken sank til bunds allerede efter 78 døgn i vandet.
Vi konkluderede, at den nævnte tolkning af anlægget som en flydespærring er forkert.

Set i sammenhæng med de løse trædele, der drev i land i 1999- 2000 og i sammenhæng med vores iagttagelser af tegn på fortidige vejspor og færdsel hen over øerne, tolker vi Helnæsspærringen som en bro, hvor krigere både kunne forsvare bådeløbet og de smalle landtanger ud på øerne mod fjender, som forsøgte at trænge ind ad søvejen til bygden ved Nørre Fjord, Helnæs Bugt.

Vil du vide mere henviser vi til bøgerne Hvidbjørns rejser IV og VI.

<< Tilbage